Jeg har ofte tænkt over, hvordan et land glider fra demokrati til noget autoritært. Da jeg voksede op i 60’erne og 70’erne, havde jeg stadig en fornemmelse af, at tyskerne måtte have været onde, sådan generelt. Det blev hjulpet på vej af en lettere sadistisk tysk idrætslærer af ægte arisk udseende – og diverse film og tv-serier havde det også med at lade tyskere sige noget i retning af “zen vee have ozer mezods” med et djævelsk smil i mundvigen.
Senere blev jeg langsomt bevidst om, at det ikke kræver voldsomt mange onde mennesker at forvandle en nation og bringe den til fald under løfter om storhed. Men “hvorfor” og “hvordan” har stadig rumsteret. For Nazitysklands forbrydelser var så ufattelige, at det er svært at rumme, at de blev begået af almindelige mennesker.
Spørgsmålet om uhyrlige regimer er desværre ikke historisk. De senere år har vi set, hvordan tidligere demokratier blevet gradvist mere autoritære, mindre følsomme over for menneskelig lidelse. Det sker lidt som økonomisk fallit: først langsomt, og så pludseligt og på en gang. Så hvorfor? Og hvordan?
Hvis nogen har set den i øvrigt fremragende dokumentar “Mr. Nobody vs. Putin”, står noget af svaret klart: De færreste mennesker er onde. Vi er bare som art ufattelig gode til at indrette os og få livet til at fungere trods undertrykkelse. Vi er også gode til at lukke øjnene – eller til at blive en del af fællesskabet, om det så koster på vores egen moral og etik.
Tyrkisk hverdag – og tysk
Thomas og jeg så et strejf af det i Tyrkiet. Dagligdagen fungerer for de fleste, og de har for travlt til at indlede revolutionen. Det er også farligt at protestere, ikke bare for en selv, men for familie og nogle gange venner.
I den europæiske del af Tyrkiet, som vi vandrede igennem, er modstanden mod Erdogan betydelig og synlig, men det er stadig ikke i form af et egentligt oprør. Livet og hverdagen finder en vej. Ikke fordi mennesker er onde eller sympatiserer med ondskaben, men fordi vi holder ud og indordner os.
Lidt af det samme er på spil i det essay, jeg linker til her. Det er forfattet af Gert Heine, som i dag ville være fyldt 100 år, og som var min kæreste, Thomas’, far. Jeg har desværre aldrig haft den glæde at møde ham, men jeg har set fotos af et smilende menneske, omgivet af katte. Allerede der var han sikret min sympati.
Jeg har også på vores boghylder set de mange værker, han har skrevet om den tyske forfatter Thomas Mann, som var en af hans passioner. Jeg får indtryk af en stilfærdig og kærlig intellektuel.
Som var soldat i Hitlers hær. Som var Hitlerjugend. Som dermed repræsenterede et af de afskyeligste regimer, Europa har set – konkurrencen er ellers hård.
Helt og skurk
Thomas bad for nogle år siden sin far dele ud af sine erindringer. Det kan man læse mere om her hos POV, hvor Thomas også har bragt uddrag af teksten.
Jeg har sagt ja til at linke til det fulde essay som pdf – link nedenfor – fordi jeg finder det interessant som både tidsbillede og som en stilfærdig påmindelse om, at onde gerninger ikke kræver onde mennesker. Vi er alle i stand til at gøre ondt, når omstændighederne gør det lettere end at lade være.
Men vi så heldigvis også i blandt andet Albanien, at et folk kan overleve de grusomste styrer og komme igennem med menneskeligheden i behold. Med kærligheden til mennesker i behold.
Min elskede gudfar, min morfars bror Erik Bjørnbak, sad i Dachau som modstandsmand og blev befriet i vel nok sidste øjeblik. Jeg husker ham som et menneske med et skarpt intellekt og en underfundig humoristisk sans. Og en dyb ærbødighed for alt liv. Få har skærpet min kærlighed til naturen som han.
På den måde ser jeg en parallel i Gert Heines og min gudfars skæbner, selv om de var på hver deres side af grænser og roller. Tysker og dansker, skurk og helt, bøddel og offer. Begge mennesker, begge kærlige, begge med en vilje og en evne til at leve et liv siden, der ikke var defineret af grusomhederne og krigen.
I en tid der konstant synes præget af dårlige nyheder, trøster og glæder det mig, hver gang jeg oplever, hvordan det menneskelige triumferer. Og at vi ikke er slaver af vores fortid.
Hele Gert Heines fortælling, 72 sider, kan læses i PDF her
Thomas’ introduktion til sin fars historie kan læses hos POV her